Elisabeth er forsvundet

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

elisabeth

Emma Healey: Elisabeth er forsvundet

Oversat af Nina Brenøe

People’sPress 2015

350 sider

Pris 250 kr.

Emma Healey ved virkelig meget om demens, det demonstrerer hun i denne fine bog, som er både tankevækkende og spændende. Centralt står Maud. Hun er 82 år gammel og dement i et omfang, hvor det næsten ikke kan lade sig gøre at bo i eget hjem. Hun skriver utallige sedler til sig selv, som hun gemmer, men når hun finder dem igen, kan hun ikke huske, hvorfor hun skrev sedlen. Hun bor alene, men hendes datter og hjemmehjælpere assisterer meget. Mennesker er forsvundet i hendes liv. Først hendes storesøster, som bare forsvandt sporløst. Nu er hendes gamle veninde, Elisabeth, forsvundet. Hendes hus står tomt for mennesker, den lidt vanskelige søn vil ikke fortælle, hvor Elisabeth er (men Maud ringer også til ham kl 3 om natten, så jeg forstår ham godt.) Mauds korttidshukommelse er meget ringe. Hun glemmer alt i dagligdagen, at slukke for gassen, at hun har masser af mad og konserves, men hendes langtidshukommelse er god. Hun kan blandt andet huske, at et låg til en pudderdåse fundet i Elisabeths have tilhørte hendes storesøster. Om hun finder Elisabeth og sin søster, vil jeg ikke fortælle. Man skal læse bogen og blive klogere. Den fortjener et stort publikum.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *