Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Katrine Marie Guldager: Bror og søster
Politikens forlag 2015
200 sider
Pris 250 kr.
Jeg har fulgt Guldagers Køge krønike siden starten i 2010 med bogen Ulven. Det har været et spændende forløb. Vi er nu nået til femte bind, som foregår i 1976, og det er en fordel at kende de andre bind, når man læser denne bog. Henry, der dræbte store Jan, kommer ud af fængslet efter fire år. Han forestiller sig, at han kan flytte ind i sit gamle kollektiv sammen med sin fraskilte kone og deres fælles to børn. Helt så let kommer det ikke til at gå. Henry må til Køge til søsteren Leonora, der dog heller ikke vil vide af ham, så Henry går i hundene og drikker sig jævnligt bevidstløs. Men han kan da finde kærligheden igen. Leonora maler og har en agent, der elsker hendes talent. Hun har fået et barn, og det fylder naturligvis meget. Guldager har en mytisk figur i sine bøger, det er ulven. Uhyret, der har klistret sig til moderen Lilly, skifter i denne bog ophold til Henry, hvor den rent fysisk angriber og bider. Jeg forestiller mig, at ulven er symbol for skam, dårlig samvittighed, skadet psyke, alt sammen træk, som også Lilly havde. Det er en vellykket historie denne her. Der er mennesker i den, som føler noget, som ikke kan beslutte sig, for hvem problemer, store og små, præger deres liv. Jeg venter spændt på det afsluttende bind seks.