Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Sanne Munk Jensen. Glen Ringtved: Dig og mig ved daggry
Gyldendal 2013
310 sider
246 kr.
Dette er en ungdomsbog. Jeg ved ikke, hvor gammel eller ung man skal være for at få glæde af bogen, femten, seksten, sytten, men der er ingen grænse opad. Hovedpersonen Louise er sytten, hendes kæreste Liam er nitten, jeg tror, at det er unge i den alder, som simpelthen skal læse denne bog. Den er grusom, uhyggelig, skræmmende, og midt i alt dette varm og hjertegribende. Der er stormende kærlighed, svigt, tilgivelse og bånd mellem mennesker til døden dem forener. For vores hovedpersoner, Liam og Louise findes i begyndelsen af bogen druknede i Limfjorden lænket sammen med håndjern. Men Louise fortæller historien fra sin himmel, og hun kommenterer, hvad der sker lige nu, altså efter hun er død. Det er kærlighed, sex, stoffer, pushere og bagmænd. Det er forældre, som også har problemer både indbyrdes men også med de unge. Det er en bog, der er svær at lægge bag sig. Den kører i mit hoved og gør ondt i min sjæl, den er så godt skrevet, og handlingen gnaver i mig. Jeg skal læse den igen – hvis jeg tør.