Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Jonathan Franzen: Brudzone
Oversat af Mich Vraa
Gyldendal 2014
544 sider
Pris 350 kr.
Brudzone udkom på amerikansk i 1992, og først nu foreligger den på dansk. Det er godt, for Franzen skriver bragende godt. Dette værk består af flere historier, der er vævet ind i hinanden og debatteret ud i detaljen. Centralt står familien Kernaghan. Denne families bedstemor Rita dør som følge af druk. Barnebarnet den 23-årige Louis Holland har et problemfyldt forhold til den 30-årige Renée Seitchek, der forsker som geofysiker på Havard i seismiske fænomener. Der er jordskælv i Boston området, og Seitchek har den idé, at et stort kemifirma lokalt kan have noget med skælvene at gøre. Renée får en provokeret abort, og det bringer præsten fader Stites på banen. Han har en menighed, der er imod fri abort, så den debat får vi også, så det er religion mod videnskab i denne bog. Men den er fandens godt skrevet og fængsler også på grund af sit indhold, så det er en virkelig god amerikansk bog.