Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Fredrik Backman: Britt-Marie var her
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
People`sPress 2014
382 sider
Pris 300 kr.
Fredrik Backman kender vi fra romanen En mand der hedder Ove, hvor vi fik præsenteret en mand, der på overfladen var hård, men som indeni var så blød, at han forgæves begik selvmord, at han i al sin ulykke hjalp de svage og simpelthen bare var rigtig. Nu møder vi så Britt-Marie, som lider af svær rengøringsvanvid. Hun har været hjemmearbejdende i mange år, er 63 år gammel, og hendes mand, der er entreprenør, har fundet en yngre model. Britt-Marie vil have et job og flytte hjemmefra. Hendes kontakt med arbejdsformidlingen er kostelig, men på to dage lykkes det hende at blive vicevært i fritidshjemmet i den lille flække Borg, hvor der er en lang række lukkede virksomheder og et pizzeria, som også er posthus, købmand og mekaniker værksted. Det bedste, man kan sige om Borg er, at der er to veje, en vej ind og en vej ud. Britt-Marie løser alle problemer med rengøringsmidler og natron, og så hader hun fodbold. Men alle i Borg elsker fodbold, og Britt-Marie bliver blandet i det også. Bogen er morsom, spidder det lille døende samfund, og humoren er næsten ved at være for meget. Men til slut ender alt, som det skal, og ingen i Borg er i tvivl om, at Britt-Marie har været der.