Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Kjersti Annesdatter Skomsvold: 33
Oversat af Francois-Eric Grodin
Republik 2015
145 sider
Pris ikke oplyst
Kjersti Annesdatter Skomsvold har tidligere udgivet fire værker, og hun har fået priser for dem, for hun kan faktisk skrive, så englene synger. I denne bog møder vi matematiklæreren K, som har en kronisk fremadskridende lungesygdom, hvorfor hun venter på en lungetransplantation. Men man mærker ikke sygdommen i hendes tankesæt, og bogen er netop tankesættet. Hun er barnløs, og hendes mand Ferdinand kastede sig ud fra altanen og døde. Hun har imidlertid ikke mistet kontakten til ham, hun snakker med ham ind i mellem, også om hendes gryende forelskelse i en irsk forfatter, som hedder Samuel (Beckett?). Hun ønsker sig et barn, tænker på, at hun går med barnet i en pose på maven, lukker posen op og kikker på det, før hun lukker den igen. Hele hendes indre verden fortæller hun, og hun gør det så godt og fængslende, at man grådigt sluger romanen. Også selvom der jo egentligt ikke sker noget som helst. Hun er K (Kafkas K?). Bogen er læst på en aften, gør det og bliv rigere på det indre af et menneske.