Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Dennis Lehane: Under bordet
Oversat af Søren K. Barsøe
Klim 2014
229 sider
Pris 269 kr.
Lehane er ikke nogen begynder i spændingsuniverset, og denne lille perle gør ham ære. Vi er i udkanten af Boston i et miljø med småkriminelle og store kriminelle i form af Mafiaen. Bob er omdrejningspunktet. Han står i en bar, som hans fætter Marv engang ejede men nu bestyrer for mafiaen. Der går mafiapenge ud og ind, uden at politiet har kunnet afsløre det, men Bob er ensom og bestemt ikke noget humør menneske. Nu finder han en mishandlet hund i en skraldespand, og den giver ham lidt livslyst tilbage. Ved hjælp af hunden finder han også en veninde, som tidligere har været veninde med en rigtig skurk. Det er Bob, veninden og hunden, der er vore helte, hvis man kan sige det om nogen, der godt kan finde på at skyde andre. Bogen er spændende og godt fortalt, den er også filmatiseret som The Drop. Jeg kan godt lide disse nedstemte karakterer, som handler uden rigtig at tænke på konsekvenserne, og bogen er slet ikke uden humor. Man er bare i godt selskab. Lige noget til at afbalancere julehalløjet.