Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Viveca Sten: Uden skyld
Oversat af Bente Møller Sørensen
Rosinante 2010
416 sider
Pris 300 kr.
Viveca Sten er jurist, men hun udgiver også skærgårdskrimier. Faktisk er denne bog den tredje i serien, men den står udmærket alene. Hun er forelsket i Sandhamn, og hun skriver om øen og beboerne så levende, at man tror man har været der selv. Med succes følger historien to spor. Det ene foregår i nutiden, hvor Noras to børn finder rester af et lig gravet ned i skoven, og det skal naturligvis efterforskes, men efterforskningen står i stampe. Det andet spor foregår i 1899 og i årene derefter, hvor en fattig fiskerdreng mishandles på det grummeste af sin far. Det lykkes Viveca Sten at spinde de to historier sammen, så forståelsen af mordet ligger i gåderne fra fortiden. Det er godt gjort, spændingen holder til det sidste, så Viveca Sten er bare på toppen.