Anmeldt af Eline Andersen
Elsebeth Egholm: Tre hundes nat
Politikens Forlag 2011
336 sider
179,95 kr.
Indrømmet! Det er en genistreg, som Elsebeth Egholm gør i denne krimi, som er en delvis fortsættelse af den serie af krimier med journalist Dicte Svendsen i hovedrollen. I denne krimi er det Dictes søn, Peter Boutrup, som overtager hovedrollen. Ham har vi perifært mødt i de forrige krimier og i denne får vi den indsigt i hans verden og motiver, som vi ikke fik i de forrige.
Peter Boutrup er en rigtig flink fyr – og det var vi vel egentlig heller ikke i tvivl om – selvom han har et længere fængselsophold bag sig for drab. Peter finder en død mand en vinteraften ved klinten. Manden er skudt på klods hold, og Peter genkender ham. Det gør Peters nabo også. Hun støder til umiddelbart efter liget er fundet.
Desuden dukker der et nøgent kvindelig op i havnen – og så tager tingene fart. Hænger de to drab sammen – og hvorfor?
Egholm skriver stadig godt og fængslende – det er en krimi, som er et must i enhver feriekuffert.