Tal til mig

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

tal til mig

Dorph & Pasternak: Tal til mig

Gyldendal 2015

416 sider

Pris 300 kr.

Tal til mig er fjerde bind i serien om drabschef Ole Larsen og kriminalkommissær Anita Jensen. Den er nøjagtig lige så spændende som de foregående tre bind, og det siger meget. Vi er i vinteren 1989, Berlinmuren er faldet, der er oprør i flere øst stater, og Europa koger. Ole Larsen går på pension, og Anita er selvskreven til at overtage posten som drabschef. Imidlertid bliver hun forbigået af en skiderik af en kollega. Ind fra højre kommer Jesper Henriksen, et lys i teorien men ganske uerfaren. Anita skal nu samarbejde med ham, og det kan de godt finde ud af. En kvinde findes myrdet. Hun er på stoffer og er formentlig fra Rumænien. Morderen skal findes, og det går voldsomt for sig. Der er splid i politiet, og inkompetence. Ad kringlede veje lander Anita og Jesper i Rumænien, hvor de vil finde den dræbtes søster. Bukarest syder af protester mod regimet, og der er ikke styr på noget. Pensionist Ole Larsen kører til Bukarest for at få fat på Anita og Jesper, en tur, der kan synes vanvittig i betragtning af turbulensen i byen og byens størrelse. Men lur mig om ikke det hele lykkes. Bogen er action mættet, super spændende og dejligt velskrevet, man hænger på side efter side og har knap nok tid til at spise. God fornøjelse. Jeg ser frem til næste bind.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *