Anmeldt af Eline Andersen
Lisa Genova: Stadig Alice
Oversat af Alis Friis Caspersen
Cicero 2009
319 sider
Pris 299 kr.
Dette er en gribende roman om Alzheimers sygdom set med patientens øjne. Har man alzheimers-diagnosen inde på livet selv, er det en øjenåbner og en hjerteknuger. Er det virkelig sådan, når hjernen langsomt og uigenkaldeligt taber brikkerne på gulvet?
Alice Howland er en klog kvinde. Hun er stolt af det liv, hun har skabt sig. I en alder af halvtreds år er hun kognitiv psykolog ved Harvard og en verdenskendt lingvist. Hun er gift og har tre voksne børn
En dag står Alice på et gadehjørne i det kvarter, hvor hun har boet i en menneskealder, og ikke aner, hvordan hun kommer hjem, indser hun, at der er noget rivende galt, og den efterfølgende diagnose, alzheimers, fejer benene væk under både hende og familien. Med ét slag er hele det velordnede, dejlige, tjekkede liv vendt på hovedet, og forude venter kun mørket.
Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab og er formand for USA’s National Alzheimer’s Association.