Solstorm

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

 

Rasmus Dahlberg: Solstorm

Lindhardt & Ringhof 2012

288 sider

Pris 300 kr.

Rasmus Dahlberg er ekspert i katastrofehistorie og har
skrevet bøger om det emne. Nu har han så skrevet denne veldrejede, spændende og
handlingsmættede thriller. Lisbeth Storm er professionel hjælpeperson i verdens
katastrofeområder. Nu er hun så vendt hjem efter en indsats i Haiti til sin
lejlighed i København. Hendes far er pensioneret Militærmand (med stort M), og
han har styr på lagre af vand, konserves, nødgenerator, våben og hvad der
ellers hører til et sammenbrud i samfundet (heldigt, ikke). Der er altid
solpletter, der afspejler aktivitet på solens overflade. Nu kommer et særligt
stort udbrud fra solen, som rammer jorden. Der ses nordlys langt ned i Europa,
transformerstationer bryder sammen af overbelastning, elforsyningen sætter ud
alle steder med manglende lys, vand, varme og dermed fødevareproduktion. I
starten takler København det godt, der oprettes hjælpestationer med mad, vand
og tæpper, men skaden varer ved, og der vil gå uger, før elforsyningen kommer
op at stå igen. Så snart har hjælpestationerne ikke noget at gøre godt med, og
de forfalder. Samfundet bryder sammen. Der kører voldelige unge rundt, der
bryder ind i huse og røver konserves og vand. Lisbeth er flyttet ind hos sin
far med et tiårigt papbarn, hvis far på en måde er medskyldig i el sammenbruddet.
Naturligvis bliver de røvet, truet og må ty til våben. Det her er en god bog,
den har alle elementerne i spændingsgenren, og man gribes i at tænke, kunne
dette være sandt? Jeg kunne faktisk ikke lægge den fra mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *