Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Kimberly McCreight: Sandheden om Amelia
Oversat af Nina Marie Skyum-Nielsen
Lindhardt & Ringhof 2014
400 sider
Pris 249 kr.
Denne forfatter debuterer med bogen om Amelia. Den er meget amerikansk men alligevel både spændende og velkomponeret. Fortællestemmen veksler fra Moderen til datteren, skolebladet, SMS udvekslinger og sociale medier på nettet. Men man farer ikke vild i alle disse stemmer, bogen er pænt sammenhængende. Den starter med at mønsterskoleeleven Amelia på 15 år falder ned fra skolens tag og dør. Selvmord siger politiet, men Amelias mor, som er alene med sin datter og karriere advokat, tror ikke på selvmord. Hun graver dybere, og Amelias liv foldes ud. Amelia står frem som en følelsesforvirret og sexforvirret teenager i et klike miljø af skoleelever med optagelsesprøver og ritualer. Hun har en bedste veninde, som hun i princippet fortæller alt, men hun trives ikke socialt særlig godt. Moderen får en SMS som siger, at Amelia ikke faldt, fra hvem ved hun ikke, men politiet genoptager sagen og mere og mere afdækkes. Bogen er godt fortalt og spændende. Man tror på figuren Amelia og også på de andre karakterer, så man læser begærligt videre og tænker på, om man overhovedet ved noget om sine egne børn. Den tør jeg godt anbefale.