Rådshusklatreren er en af de bedste slægtsromaner, jeg har læst, og på niveau med den anmelderroste ”Hundehoved” af Morten Ramsdal. Romanen er stort anlagt , og læseren skal holde styr på et væld af fortællinger inden i hovedfortællingen, for forfatterens ambition er at skildre hvert enkelt familiemedlems skæbne op igennem det 20. århundrede. Alligevel bliver det under læsningen aldrig uoverskueligt, fordi Kim Blæsbjerg har valgt den alvidende fortællerrolle til at navigere læseren sikkert rundt imellem skiftene i tid og imellem de enkelte personer. Hovedpersonen i romanen er en tænksom og følsom dreng ved navn William Lundstrøm, som også er romanens fortæller. Vi følger William fra hans fødsel i 1970 og frem til slutningen af 1980’erne, hvor han i mellemtiden er blevet far – moderen er hans papsøster – og morder! Omkring William grupperer slægten sig helt tilbage til hans oldeforældre, som vi møder omkring 1918 i skikkelse af Stinne og Emmanuel samt deres lille datter Milla. Den spanske syge huserer i disse år, og den griber afgørende ind i oldeforældrenes liv. Romanens titel ”Rådhusklatreren” henviser til Emmanuel, som i et anfald af kærestesorg i 1929 bestiger rådhustårnet , helt op i spiret, hvorfra han vil kaste et afskedsbrev ned i hovedet på sin svigefulde elskede, når denne nygift træder ud af rådhuset. Rådhusklatreren bliver i romanen et symbol på det storladne i at hengive sig til kærlighedens vilkår, og William fører denne arv videre. Romanen er en rejse i tid og rum op igennem det 20. århundrede, og det lykkes forfatteren at give præcise og minutiøse tidsbilleder og på en sådan måde, at de enkelte personer fremstår autentiske i deres tid. Alt sammen bliver det en spændende og meget rørende fortælling om en slægts hemmeligheder, løgne og fortielser, men også en historie om kærlighed og tilgivelse.
Rådhusklatreren
Anmeldt af Benedicte Ellekjær
Kim Blæsbjerg: Rådhusklatreren
Borgen 2007
386 sider
250 kr.