Denne historie berettes af døden, som samler sjælene ind fra de døde kroppe. Bogens hovedperson Liesel er 10 år gammel ved fortællingens start i 1939. Hun er på vej til en plejefamilie i nærheden af München sammen med sin mor og sin mindre broder. Moderen kan ikke klare børnene og faderen er taget af systemet, da han var kommunist. Broderen dør i toget. Og Liesel stjæler sin første bog ved broderens begravelse: Håndbog for kirkegårdsgartnere. Vi følger nu Liesel og hendes plejefamilie gennem krigens første år ind til 1943. Liesel er bag efter i skolen, men hendes nye far lærer hende at læse i den stjålne bog gennem de tunge nattetimer, hvor Liesel er plaget af mareridt. Plejemoderen har et groft sprog over for alle, især over for dem hun kan lide, men hun har et hjerte af guld. Plejefaderen har en engels tålmodighed med alle, han er maler og spiller på harmonika. Men forholdene er så svære, at de næsten ikke kan bæres. Bogen er skrevet i et poetisk sprog, som står som kontrast til de barske vilkår. Her er et portræt af Liesels bedste ven: Striber af mudder klæber til hans ansigt. Hans slips er et pendul, som længe har hængt dødt i uret. Hans citrongule lampeoplyste hår er uglet, og han har et trist, absurd smil om munden.
Denne roman er på 566 sider, men man farer igennem den, småklukker og får tårer i øjnene på skift. Det er stor litteratur og en læseoplevelse langt over det normale.