Oxen, de frosne flammer

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

oxen

Jens Henrik Jensen: Oxen de frosne flammer

Politikens forlag 2016

546 sider

Pris 300 kr.

Dette er tredje bind om Niels Oxen og hans meriter. Da vi i det foregående bind fulgte Oxen, blev han skudt i sænk i en speedbåd på vej til Sverige, og han blev officielt anset for død. Man fandt aldrig hans lig, men han døde ikke, han blev skyllet op på en ø i den svenske skærgård, hvor en umanerlig sød dame fandt ham, plejede ham og lånte ham penge til sit fortsatte liv. Oxen ville, at retfærdighed skulle ske fyldest. Han var i Danmark anklaget for et mord på en gammel dambrugsejer, som engelske lejesoldater havde begået. Han ville finde morderen. Det hvirvler støvet op i den gamle sag om Danehof, et triumvirat af landets mægtigste mænd, der blandt andet slår folk ihjel, som er kommet på tværs af deres interesser. De har fået chefen for efterretningstjenesten afskediget, Axel Mossman, har fået Oxens tidligere makker Magrethe Franck fyret, men Oxen kontakter dem, han vil have foden på Danehof, frikendes for mordet på dambrugsejeren og have ret til at se sin søn. Det går hektisk for sig, og det bliver drønspændende. De skal så grueligt meget igennem, før der kommer styr på det hele. Jensen skriver godt, og han formår at rulle en spænding ud, så den faktisk bliver spændende. Der er flere skjulte agendaer, og det er en fryd at se dem udfolde sig. Har man læst Henrik Jensen før, er denne bog et must, har man ikke, kan man læse bogen alene og alligevel forstå det hele. Det er bare at gå i gang. Jensen er blandt de bedste krimiforfattere i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *