Ib Michael: Orbit
Gyldendal 2010
392 sider
Pris 299 kr.
Ib Michael har gennem 40 år leveret en lang række romaner og hørespil, og som en rutineret forfatter er han altid værd at læse. Denne bog har ikke fået ubetinget ros af anmelderne, men jeg kan faktisk godt lide den.
Vi følger Christina, en adopteret koreansk pige, og Ronnie, en forhenværende rocker. Disse to erhverver muligheden for at rejse i tid og sted via parallelle universer, og det kommer der en masse handling ud af. Der er en del Orfeus og Euridike i deres færd, idet de kommer fra hinanden og har det lidt svært ved at finde hinanden igen i det rigtige univers på den rigtige tid. Der er også Faust og Mefisto på spil, men det meste opfatter jeg som en hyldest til kærligheden. Naturligvis er der bandekrige, når en rocker spiller hovedrollen, og der er vold og eksplosioner. Alt i alt følte jeg mig glimrende underholdt.