Søren og Morten Ellemose: Manus albino
Byens forlag 2010
371 sider
Pris 199 kr.
Krimien Manus albino er skrevet af tvillingerne Søren og Morten i fællesskab. Begge har de hver for sig skrevet andre værker, men denne er planlagt som den første i en trilogi. Det er noget af et plot, de får skruet sammen, personkredsen omfatter samfundets top samt deres poder på Herlufsholm. Egentlig er det dybt utroværdigt det, der sker, men det har en underholdningsværdi, som da ikke skal underkendes. Et dekapiteret lig findes i en rejsekuffert i en luksuslejlighed i København. Den madelskende, aldrende kriminalkommissær Henning Lorentzen skal nu gennem alskens forhindringer, før meningen med det hele går op for ham. Det er flydende skrevet, og bogen glider ned en regnfuld eftermiddag.