Anmeldt af Eline Andersen
Sandra Niebak: Når tiden fortæller sandheden
Skriveforlaget 2022
356 sider
249,95 kr
Ja okay, indrømmet: Jeg var noget skeptisk, da jeg satte mig tilrette med Niebaks science fiction roman, Når tiden fortæller sandheden. Skeptisk fordi jeg i bund og grund ikke underholdes af sci-fi-litteratur.
Men jeg overgiver mig til denne roman, fordi Niebak på elegant vis jonglerer med parallelverdener uden at mit underjeg slår bremserne i.
I denne roman bliver parallelverdenerne koblet sammen af Ted Wilkinson. En ung Ted forsvinder og en gammel Ted dukker op. Hvad er hoved og hale i denne historie, hvad er sandhed og ikke mindst, hvad er tid?
John Clint, som er blevet enkemand, deltager i opklaringen af Ted Wilkinson-sagen. Det er ham, der opdager, at tiden er skruet sammen af parallelle verdener. Og hvis tid er in fluks, og det er muligt at bevæge sig mellem de forskellige verdener, ja, så er der måske også en mulighed for at ændre på fortiden. I Clints forsøg på at finde ud af, hvad der er op og ned på Teds forsvinding og genkomst, hvirvles han ind i en tilstand, hvor virkeligheden, sandheden og fantasien er strikket sammen.
Den form for sci-fi-fortælling vidste jeg ikke, at jeg kunne lide at læse. Mere af det, Sandra Niebak! Tak