Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Camilla Grebe: Når isen brister
Lindhardt og Ringhof 2016
338 sider
Pris 245 kr.
Camilla Grebe har tidligere skrevet krimier sammen med sin søster, men nu debuterer hun med denne soloudgivelse. Den er værd at se nærmere på. Kapitlerne er inddelt i navne, og vi får så historien set med den persons øjne. Der er Emma, som er hovedpersonen, hun er ekspedient i en tøjbutik, og hun forelsker sig i butikskædens øverste chef, Jesper. Emma er en sød og kontant pige, bor alene i en lejlighed sammen med sin kat, og hun er vildt forelsket. Hanne er begyndende dement men er fantastisk god til at se sammenhænge og hyres af politiet til at hjælpe med opklaringen af et mord, et ret bestialsk et. Peter er politimand, han er tidligere kæreste med Hanne og har det ikke godt med at skulle arbejde sammen med hende. Der kommer flere mord, og opklaringen er ikke til at forudse. Det er en spændende og anderledes krimi. Den er godt skrevet og komponeret, og som læser får man en klump i halsen efterhånden som trådene redes ud. Hende Camilla Grebe kan godt alene.