Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Albert Cossery: Mennesker glemt af gud
Oversat af Ove Gregers Petersen
Forlaget Vandkunsten 2012
140 sider
Pris 200 kr.
Albert Cossery er bestemt et bekendtskab værd. Han blev født
i Kairo, hvor han levede sin barndom. Som ung mand flyttede han til Paris, hvor
han levede sit liv i fattigdom på et beskedent hotel, hvor han boede til sin
død 94 år gammel. Cossery var doven, han afskyede materialisme og arbejde, han
var så doven, at han kun skrev en sætning per uge, så gennem 60 år blev det til
syv romaner og denne novellesamling, som han skrev i sin ungdom. Han har fået
priser for sit forfatterskab og var ven med tidens forfattere og filosoffer. Disse
noveller er fremragende. De handler alle om mennesker i Kairos slumkvarterer,
de er glemt af gud. Der er strygemanden, keddelflikkeren, studenten, postbudet,
mange er analfabeter, ingen har noget fornuftigt at tage sig til, de sulter og
fryser om natten, og så har de et indgroet had til myndigheder og autoriteter,
som i øvrigt er korrupte. De drømmer sig til et bedre liv, hvorfor leve et liv,
de hader, når de kan drømme. Der er en depressiv stemning over historierne, men
der er så sandelig også humor, disse noveller skal bare læses.