Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Christos Tsiolkas: Lussingen
Oversat af Claus Bech
Forlaget Møller
559 sider
Pris 300 kr.
Her er noget af det flotteste, jeg har læst længe. Tråden i
historien er tynd. Vi er i Melbourne i en forstad. Familie og venner mødes med
børn til grill, og en ualmindelig forkælet og uartig 3-årig unge får en
velfortjent lussing af en af deltagerne, Harry. Stor ståhej. Holdningen til
denne lussing er delt blandt deltagerne. Må man slå børn ? Var det ikke på sin
plads ? Festen må af denne grund slutte, deltagerne tager hjem. Men barnets
moder melder Harry til politiet for vold, og der kommer en retssag. Deltagerne
i denne fest er bundet sammen på kryds og tværs, og i bogens 559 sider møder vi
dem alle en for en. Det er dybt menneskeligt. Alle har tanker, tvivl om livet,
drømme, løgne, utroskab, liderlighed, der er ingen helte eller heltinder, bare
mennesker, som er så strålende beskrevet, at man ubetinget tror på dem i deres
mere eller mindre falske tilværelse. Det gør ikke noget, at der ikke er et
stærkt plot, man er med på hver side, og jeg kunne blive ved at læse de næste
500 sider også. Bogen kom i Australien i 2009, og naturligvis er den
prisbelønnet.