Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Emanuelle Richard: Letheden
Oversat af Ann-Jette Caron
Forlaget Etcetera 2015
320 sider
Pris 270 kr.
Emanuelle Richard har tidligere udgivet en ungdomsbog, men dette er hendes første voksenbog, og den er værd at læse. Vi kravler ind i hovedet på en fjortenårig pige, der har alle den alders forvirrede tanker. Hun er med sin familie på ferietur til ferieøen île de Ré ud for den franske vestkyst, og her farer hendes problemer gennem hendes hoved. Først og fremmest er hun utilfreds med sig selv. Hun er for mager, hoftekammen springer frem, hun har tændstikben, spidse albuer, og det værste, hun har ikke bryster af betydning. Hendes ben har sorte hår, som hun kalder edderkopper. Hun drømmer om drenge og sex, men hun er egentlig lige glad med romantik, bare sex og orgasmer. Socialt føler hun, at hun ikke hører til. Familien har lejet et skønt hus, men de andre unge på stranden og i byen er i en anden økonomisk klasse end hendes familie. Bogen er direkte og hudløst fortalt. Den er også vedkommende, læseren kender denne pige og ønsker hende alt godt. Hun er seksuelt uerfaren, har aldrig så meget som kysset en dreng. Er det almindligt, at 14 årige piger fantaserer så meget om drenge og sex? Jeg havde nok troet mere på det, hvis hun var 15 eller 16 år. Men det er en god bog alligevel – både for voksne og unge.