Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Lee Child: Lærepenge
Oversat af Jacob Levinsen
Jentas 2018
400 sider
Pris 300 kr.
Lee Child er en flittig forfatter. Denne bog er nummer 21 i hans serie om Jack Reacher, og den er lige så spændende som de øvrige 20. Vi er i 1996, hvor Reacher er i hæren. Han får ordrer om at møde på en skole, hvor der kun er to andre mødt, en FBI agent og en CIA analytiker. Disse tre skal finde ud af, hvad en amerikaner i Berlin vil have 100 millioner dollars for at sælge noget til de olieproducerende lande. 100 millioner dollars er rigtig mange penge, så hvad kan det være, som er til salg? Reacher og hans to medarbejdere tager til Berlin for at finde amerikaneren, men de har meget lidt at gå efter, og Berlin er en stor by. Det er nyt at se Reacher i et samarbejde med andre, men han klarer det fint, og alle tre går ind i jagten med gå-på mod. Jeg tror ikke, at jeg skal røbe mere af handlingen, men den er spændende, og naturligvis er der slagsmål på menuen. Gæt hvem, der vinder…. og god læselyst.