Anmeldt af Eline Andersen
Tina Schleftelowitz: Kvinde kend dine kul
Politikens Forlag 2008
Pris 199 kr
Der florerer mange vittige fortællinger om grill-hierarkiet i liden Danevang: manden med handsken og en havelun øl i hånden, mens kvinden sveder over salater, kartofler og dip i et beklumret køkken. Det vil denne kogebog gerne ændre på: Kvinden ud i handsken og manden måske ind i køkkenet 😉
Opskrifterne er skrevet til en sommerdag i juni: Der er et væld af gode opskrifter på tilbehør til grillmaden med jordbær og hyldeblomster. For denne grillkogebog tager også al tilbehøret til bøffen alvorligt.
Bogen giver gode anvisninger på grill-håndtering så både kvinder og såmen også mænd kan have glæde af at lære eller repetere grundreglerne for god grillmad. I aften skal vi således grille i haven og have jordbærsalat til.
Den eneste anke jeg har er, at titlen er lidt træls – og mere smart end sigende, for det handler netop ikke om at have kul på eller kulle ud men om at tilrettelægge et måltid omkring grilleriet.