Jussi adler olsen: fasandræberne
Politikens forlag 2008
400 sider
Pris 119 kr.
Jussi Adler Olsen har tidligere skrevet hæsblæsende kriminalromaner, så det er med spænding man kaster sig over denne – og den lever fint op til forventningerne.
I 1987 findes et søskendepar brutalt myrdet i et sommerhus. Efterforskningen peger på, at en gruppe kostskoleelever fra samfundets øverste lag er de skyldige, men sagen må henlægges på grund af mangel på beviser. 9 år senere melder en af kostskoleeleverne sig selv som skyldig i mordene. Sagen anses derefter som opklaret. Alligevel havner sagsmappen på skrivebordet hos vicekriminalkommissær Carl Mørck af uransagelige grunde. Mørck genoptager sagen, og snart kører plottet, der strækker sig fra de ynkeligste personer som gadepiger i København til kostskolebanden, der sidder på samfundets top.
Romanen er konstant spændende, og figurerne er tegnet præcist og troværdigt.
En week–end med denne bog kan kun blive god.