Jægerens hjerte

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
 
Deon Meyer: Jægerens hjerte
Borgen 2007
384 sider
Pris 300 kr.
 

Deon Meyer er ikke nogen nybegynder inden for spændingsgenren, men dette er hans første bog på dansk. Og hvilken bog.  Vores helt er en kæmpestor neger, der har en fortid som body guard inden for narkokriminaliteten i Sydafrika, men som nu er blevet en helt anden blid og kærlig person. Fortiden indhenter ham, og han må indfri en æresgæld ved at bringe en harddisk til Zambia inden for en tidsfrist på 72 timer.

Alle ønsker at få fat i denne harddisk. Politiet, efterretningstjenesten, hæren, og helten forsøger at løse sit job ved at køre harddisken på en terrængående motorcykel med alle disse væsener i hælene.

Vi får et indblik i Sydafrikas struktur og kultur, og helt fremmed for denne genre er turen ikke blot elementært sindssygt spændende, men den er også humoristisk.

Man skal tænke sig om, før man begynder på den, for den er ikke til at lægge fra sig før sidste side.

Flygtningen

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
 
Olav Hergel: Flygtningen
Lindhardt og Ringhof 2007
395 sider
Pris 299 kr.
 

Olav Hergel har her leveret en roman, som i spændingsgenren har det hele. Her er terrorisme og drab, her er dagbladsintriger og politiske rævekager, her er flygtningepolitik, næstekærlighed og dilemmaet: Hvad gør man, når en flygtet terrorist ringer på ens dør og beder om hjælp. Olav Hergel er på hjemmebane som journalist på Politiken, og han udstiller os små danskere på det groveste. Vi er selvfede flokdyr, som skal ud at spørge andre om, hvad vi egentlig mener. I plottet er der ikke noget at komme efter. Sproget er flot og flydende, og bogen bliver undervejs elementært så spændende, at man ikke kan lægge den fra sig. Bogen er også en nøgleroman, hvor dagens politikere får sig en over snuden. Flygtningedebatten bliver sat på spidsen på en måde, hvor man fryder sig over det krydrede og grillstegte tema. Over alt er man en flue på væggen og i usædvanlig grad med i bogens begivenheder. 

En vinterdag ved pejsen, og man kan ikke få sig et bedre selskab end med denne bog.

Livstid

Anmeldt af Benedicte Ellekjær
 
 
Liza Marklund: Livstid
Gyldendal 2007
461 sider
249 kr.
 

Med sine foregående 6 romaner om journalisten Annika Bengtzon har Liza Marklund etableret sig som en forrygende velskrivende forfatter med en særlig tæft for plottet. Hun formår at bevare overblikket over sit stof og iscenesætte et flerstrenget handlingsforløb med en stadigt stigende spændingskurve, der kulminerer i et fyrværkeri af livsfarlige situationer. I Nobels testamente – den 6. roman – slipper Annika Bentzon (AB) i allersidste øjeblik ud af sin brændende splinternye millionvilla og har selvfølgelig begge sine børn med. Et stunt af format! Men Marklund er en så god fortæller, at det hele alligevel virker sandsynligt og hænger sammen. Med sin nye og syvende krimi om AB Livstid holder hun stilen og står distancen for så vidt, at plottet er dygtigt skruet sammen: Har Julia, veninde til AB, virkelig slået sin mand, en højtplaceret politimand,  og deres 4-årige søn ihjel? De finder liget af manden, mens sønnen synes at være forsvundet. Indicierne er tungtvejende, og ingen tror rigtigt på hendes uskyld, lige bortset fra AB. Hun begynder et omfattende arkæologisk arbejde og graver lag på lag af politimandens fortid. Der kommer yderst belastende fakta for dagens lys, og den helteglorie, der tidligere lyste om mandens hoved, blegner noget. Julia vinder gradvist i troværdighed. Samtidig med at Annika Bengtzon arbejder hårdt med at finde ind til sandheden om den tragiske ulykke, slås hun med sit eget liv. Centralt står konflikten med hendes ellers så gode veninde Anne Snaphane, og den kulminerer i det øjeblik, veninden afviser at hjælpe Annika og hendes børn, da de står uden husly. Men også manden Thomas udviser svigt, da han endegyldigt vender tilbage til den langbenede og æbleduftende Sophia. Som i de foregående romaner om AB handler denne 7. bog om kærlighedens betingelser, venskab, svigt, skyld og magt. Men også om dagspressens vilkår og de dilemmaer, som Annikas chef, Schyman, uafladeligt står i. Liza Marklund er blevet kritiseret for, at det feministiske og kønspolitiske islæt er for fremtrædende, at romanerne fremstår som lukkede kvindeuniverser og dermed er mere femikrimier end krimier. Godt nok fylder kvinden og journalisten Annika Bengtzon meget, hendes følelser, tanker og kriser belyses og fremstilles på en yderst troværdig måde; man kan som kvinde nikke genkendende til mange af aspekterne. Men  – og det er det afgørende – det overskygger aldrig plottet, hæmmer aldrig spændingen i romanerne. Heller ikke i Livstid. Og skulle man synes, at der er lige lovligt meget femiheltindeglorie om Annikas hoved, kan man eksempelvis skele til krimiforfatteren Jo Nesbøs mandlige helt Harry Hole, som har så mange ar på sin krop efter livsfarlige og livstruende begivenheder, at der næppe er plads til flere.         

 
 

Det første jeg tænker på

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup

 

 

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

Gyldendal 2006 

228 sider

249 kr.

 

 

Jeg oplever altid en kø af mennesker foran skranken i en boghandel. Jeg kan blive undseelig ved selv blot at skulle have 25 kuverter, når nu alle de andre foran mig i denne tid skal have Ida Jessens nye roman: Det første jeg tænker på. Den har fået anmelderroser og har affødt interviews i flere af de store dagblade. Og med rette.

Det er en kvinderoman; en historie om et lille lokalsamfund – og specielt om præstefamilien – og om den sorg, som skyldes et trafikdrab på familiens syvårige dreng forvoldt af en flugtbilist. Historien fortælles af præstefruens barndomsveninde. Fra starten ved man, at dette her skal gå grueligt galt; dernæst skal der komme en fase med sorg, vrede, mistro, skyld, soning, tilgivelse, hele det følelsesmæssige spektrum – fortalt som kun en kvinde kan gengive det, og til slut skal vi have en lidt uventet opklaring. Og det er lige det, man får. Men det er særdeles velskrevet og præcist i formuleringen, det er tidløst i sin problematik og fanger sin læser. Må denne roman blive læst af mange, og til Ida Jessen kan jeg kun sige: godt gået.