Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Heine Bakkeid: Jeg vil savne dig i morgen
Oversat af Charlotte Jørgensen
Lindhardt og Ringhof 2019
352 sider
Pris 200 kr
Heine Bakkeid har trådt sine barnesko i Nordnorge ved Tromsø. Han har skrevet ungdomsromaner og denne krimi er hans krimidebut. Den er ikke ringe. Hovedpersonen hedder Thorkild Aske. Han er tidligere politimand, men er nu løsladt efter tre år i fængslet for manddrab. Han er ikke nogen actionhelt, men en sympatisk fyr, der plaget af skyld og smerter overtales til at tage til en lille ø i Nordnorge, hvor der er et fyr. Han skal lede efter en ung mand, der er forsvundet og formodet druknet, hvilket familien ikke tror på. Det er et råt liv på øen, koldt og udsat for elementernes rasen, men de lokale kender forholdene og færdes på havet i næsten al slags vejr. En død kvinde uden ansigt skylles i land, men hvilken rolle spiller døde kvinder i det forblæste hav? Ikke mere om selve handlingen. Romanen er spændende og den er dejligt afslappet fortalt. Bakkeid er blevet anmeldt som en anden Nesbø, og der er også noget Harry Hole over Thorkild, Jeg vil se frem til den næste roman af Bakkeid og læse den med glæde.