César Aira: Hvordan jeg blev nonne
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt
Tiderne skifter 2014
114 sider
Pris 199 kr.
César Aira er en argentinsk forfatter med talrige værker bag sig. Han er både kendt og anerkendt. Denne fine, lille roman blev skrevet i 1989, men først nu får vi den på dansk. Det er en fortælling med en masse fantasi. Fortælleren er en seksårig pige, der aldrig har smagt en is. Nu giver faderen hende en jordbæris, men hun vrænger ad den, den smager hæsligt, siger hun. Faderen tvinger hende til at spise den, men må til sidst selv tage en bid af den. Den smager faktisk ækelt, og det går ud over ismanden, hvis hoved faderen tvinger ned i ismaskinen. Faderen får otte års fængsel for mord, pigen kommer på hospitalet med cyankaliumforgiftning. Da hun kommer i skole igen, har kammeraterne lært at læse, det kan hun ikke. Et forløb følger, som er grænseland mellem fantasi og virkelighed, men nogen historie om, at pigen skulle blive nonne, får vi ikke. Det er en læseværdig historie, en roman, der kværner veloplagt af sted, men hvor ikke alt er kildeklart. Den kan jeg godt anbefale til et par timers fordybelse.