Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Jørn Lier Horst: Hulemanden
Oversat af Rasmus Bjørgmose
Forlaget Punktum 2015
323 sider
Pris 250 kr.
Jørn Lier Horst blev glasnøglevinder 2013 med romanen Jagthundene, der var hans fjerde roman. Denne her er heller ikke ilde. En hulemand er en mand, der udsøger sig en socialt totalt isoleret mand, dræber ham og tager hans identitet. Det er det, der sker her. Ham, der har brug for en ny identitet, er en amerikansk mange morder, der i USA har en stor pris på sit hoved, men man har ikke kunnet finde ham. Det er i reglen unge, blonde piger, der blaffer ved motorvejene, som han tager op, udnytter, dræber og skjuler liget. Nu er han måske draget til Norge og driver sit spil der, for også i Norge er der forsvundet unge piger. Nu bliver det indviklet, for en amerikansk mand har tilsyneladende forsøgt at spore morderen med manglende held. Vores helt hedder William Wisting, han er efterforskningsleder og gør sit arbejde traditionelt og solidt. Hans datter er journalist, og hun vil meget gerne lave et portræt af en socialt isoleret mand, der er fundet død i sit hjem og har været død længe. Hvordan kan dette ske i et moderne samfund? Romanen er velskrevet, og den er bestemt også spændende. Der er mange lig at gøre rede for, men vi slipper for detaljer om deres dødsmåde. Til sådan en kold sommer i hængekøjen med tæpper er dette en af de bøger, jeg ville have med som selskab.