Græshoppens år

Anmeldt af Eline Andersen

Terry Hayes: Græshoppens år
Politikens forlag 2023
792 sider
209,95 kr.

K.D. Faulkners “Græshoppens år” er en hæsblæsende spionthriller af allerhøjeste kaliber, skrevet af en af spændingslitteraturens mestre. Med en hovedperson som CIA-spionen Kane, der opererer i forbudte og farlige territorier uden at blinke, bliver læseren taget med på en nervepirrende rejse gennem en voldsom konfliktzone mellem Pakistan, Iran og Afghanistan. Det er en zone, som jeg ikke selv har nogen som helst erfaringer med udover, hvad jeg er stødt på i tv.

I denne mursten af en spændingsroman får vi et intenst indblik i Kanes verden, hvor grænser ikke eksisterer, og vold er den eneste gældende lov. Hans mission er klar: At eskortere en mand med afgørende information ud af området, mens han kæmper imod en skræmmende fjende, der truer med at tilintetgøre alt, hvad vi kender til. Ret uhyggeligt plot!

“Græshoppens år” er den længe ventede opfølger til  “Jeg er Pilgrim”, som jeg slugte for snart længe siden. Og den skuffer på ingen måde. Faulkner leverer en klassisk spionthriller, der holder læseren i et jerngreb fra start til slut. Med en blanding af intense actionscener, komplekse karakterer og et tempo, der driver historien fremad, er denne roman en neglebider af de helt store.