Tonya Hurley: Ghostgirl
Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen
Phabel 2009
342 sider
Pris 199 kr.
Denne bog er tydeligt skrevet af en kvinde, og målgruppen må være unge piger på 15 – 20 år. De får så til gengæld en glimrende spøgelsesroman.
Charlotte er en pige, der ikke kan gøre sig gældende i nogen som helst sammenhænge. Nu har hun brugt sin sommerferie på at styrke sit ego med det mål at score den mest hippe fyr i klassen. Skæbnen vil, at hendes fysikmakker netop bliver denne fyr, men på vej ud af klassen efter timen kløjs hun i en vingummibamse og dør. Hun kan imidlertid ikke slippe sit jordiske liv, og hun bruger alle de midler, som spøgelser har, til at score fyren. Det er ikke kedeligt det her, der er et godt lag af humor over det hele, og selv om jeg ikke er en pige og ikke er ung, har jeg moret mig kosteligt under læsningen.