Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Nina von Staffeldt: Frosne beviser
Milik 2016
280 sider
Pris 299 kr.
Her er noget så sjældent som en sympatisk thriller, der næsten er mere sympatisk end den er thriller. Hovedpersonen er Sika Haslund, en grønlandsk kvinde, der er opvokset i Nuuk og nu flytter tilbage til Nuuk fra København sammen med sin femårige søn. Hun skal arbejde som kommunikationskonsulent i turist industrien, og hendes reintegration i Grønland forløber forbilledligt. Der er en del grønlandsk sprog i teksten, men man forstår umiddelbart, hvad der bliver sagt. Sika knytter sig til sin morfar og mormor, der er ejegode mennesker. I Sisimiut (Holsteinsborg) er en voldsom epidemi udbrudt med mavesmerter, opkastninger og diaré. Sundhedsvæsener kører på kanten af, hvad de kan klare, men de kan ikke få foden på epidemien eller sige med sikkerhed, hvad den skyldes. Der er store penge på spil. En ny krydstugtterminal skal være færdig til turistsæsonen. Der skal kommunikeres ud, at turister godt kan færdes i Sisimiut, alt det må Sika være en stor del af. Vi kommer tæt på Sika, får hendes historie og hun lever med os i en almindelig dagligdag, der skal hænge sammen. I får ikke mere af handlingen her, men I skal læse bogen, den er klassisk god, og jeg hyggede mig gevaldigt under læsningen.