Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Henrik Wentzel: Fortæl mig sandheden
Turbine 2014
280 sider
Pris 299 kr.
Henrik Wentzel har her skrevet en bog, der tager udgangspunkt i den jugoslaviske borgerkrig i 1990erne. Hovedpersonen er Aida, der under denne krig boede i Zarajevo og var med i kampene som en dygtig skarpskytte. Hun har aldrig kunnet lægge det bag sig, er flyttet til Danmark, hvor hun har fået asyl sammen med sin datter, og nu 16 efter at krigen sluttede, har hun en lejlighed men kan ikke bo i den, hun bor i sin bil, som hun parkerer forskellige steder ved havet, når hun skal sove. Datteren Jasmina, der nu er 16 år, bor hos en sympatisk plejefamilie og går i gymnasiet. Aida selv arbejder som gravermedhjælper på en kirkegård. Nu bliver hun indhentet af fortiden. Hendes leder under krigen, Luka, finder hende, og han vil have hende til at skyde en person. Hvis hun ikke gør det vil han på grusomste vis hævne sig på Jasmina. Historien bliver skiftevis fortalt af Aida, Jasmina og Luka, og det er faktisk en spændende historie, der udvikler sig, Aida som lider af posttraumatisk stress, Jasmina som den søde naturlige pige, der holder af sin mor, og Luka, som er gennemført kriminel og psykopatisk. Man kan læse bogen som en spændingsroman, der på udmærket vis tegner Zarajevo under krigen og nu 16 år senere, men det er svært at forstå, hvorfor Luka ikke bare selv skyder dem, han vil have skudt. Jeg fandt bogen gribende og spændende, vi har ikke læst meget om borgerkrigen, og jeg tror på, at sådan var det. Den bog vil jeg godt anbefale.