Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Lise Søelund: En verden skabes, haiku over skabelsesberetningen
Forlaget Mellemgaard 2017
20 sider
Pris 130 kr.
Lise Søelund har skrevet mange små bøger, som er velskrevne tanker om især filosofi. Nu har hun forladt sin vante sti og skrevet et langt Haiku digt om skabelsesberetningen i første mosebog. Det er hun sluppet godt fra. Et Haikudigt består af tre linier, første linje har fem stavelser, anden linje har syv stavelser og tredje linje har igen fem stavelser. Det klassiske Haiku foregår i nutid, og det handler om noget, man ser, lugter eller smager. Følelser, abstrakte ideer og metaforer hører ikke hjemme i Haiku. Lise Søelund opfylder de formelle krav, men det er ikke nemt at gengive jordens skabelse i nutid. Men Søelund forsøger og slipper pænt fra det. Der er i min optik et par smuttere. Eks. dag syv:
Den hellige dag
Skaberi og så hvile
Freden sænker sig.
Skaberi på dansk betyder skabagtig opførsel og har intet at gøre med at skabe. Det følgende vers:
En verden er skabt
Her vil ties og bies
Liv, lys, luft og lugt
I den skabte verden skal der hverken ties eller bies, der skal råbes op og handles. Jeg forstår godt fristelsen til at bruge salmetekster, men det påvirker fornemmelsen af originalitet. Det er som sagt bare smuttere, som helhed fungerer digtet, som er dygtigt skruet sammen.