Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Ali Smith: Efterår
Oversat af Nina Brenøe
Gyldendal 2018
278 sider
Pris 300 kr.
Ali Smith er en af Englands bedste forfattere. Hun har tidligere udgivet romaner på dansk, faktisk fem, og hun er mere end bare let læst. I denne roman møder vi Elisabeth (med s), som er 32 år, men vi springer i tid og i emner, og det, der fylder mest, er refleksioner over Englands udtræden af EU, ikke direkte beskrevet men fortalt som dagligdags situationer. Hun skal have fornyet sit pas, men det billede, hun har, er i det forkerte format, øjnene sidder også forkert, og der er en lille hårtot ved det ene øje. Elisabeth har en gammel ven, som hedder Daniel. Hun traf ham for mange år siden, nu er han 101 år gammel og på plejehjem, hvor hun besøger ham. Hun har altid kunnet diskutere alt med Daniel, og det kan hun stadig. Han er intellektuel og kunstinteresseret, og Elisabeth underviser på universitetet i kunsthistorie, så de har nok at snakke om. Bogen er dejligt let skrevet og glimrende oversat, springene i tid og emner er ikke forstyrrende. Det er planlagt, at der skal komme tre bøger mere, vinter, forår og sommer , Jeg kan kun glæde mig.