Du er det onde

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

du-er-det-onde2

Roberto Costantini: Du er det onde

Oversat af Jacob Giese

People’sPress 2013

600 sider

Pris 350 kr.

Dette er en lang og vægtig kriminalroman. Den strækker sig over mere end 20 år og beskriver et Italien, hvor magthavere og politi er korrupte, løgnagtige og ineffektive, laster som selv Vatikanets kardinaler deler. Italien spiller VM fodboldkamp i 1982, en smuk ung pige myrdes og smides i Tiberen gennem Roms øde gader. Politiassistent Balistreri skal opklare sagen, men det lykkes ham ikke, og sagen lukkes. Mere end tyve år senere begår den dræbte piges mor selvmord, og sagen om hendes datter åbnes igen. Denne gang giver Balistreri ikke op. Han tvinger sandheden ud af  vidnerne. Der sker flere mord både på unge piger og på politibetjente, og bogen får hen mod den sidste del en god portion spænding, som manglede lidt i begyndelsen. Karaktererne er meget veltegnede i denne bog, der er mange detaljer med, og man kommer helt ind under huden på Balistreri, som går noget op i limningen, som handlingen skrider frem. Jeg synes, det er en dejlig bog, velskrevet og godt tænkt og med et fint blik for detaljen. Selv om spændingen i perioder ikke er så stor, er den en fornøjelse at læse—alle 600 sider.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *