Djævlen uafbrudt

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

djævlen2

Donald Ray Pollock: Djævlen uafbrudt

Oversat af Søren K. Barsøe

Forlaget Klim 2014

328 sider

pris 299 kr.

Denne bog blev kåret til blandt de ti bedste bøger i USA i 2012 og som årets bedste bog i Frankrig. Den er bestemt også bemærkelsesværdig. Pollock bor i Ohio og først som 50 årig gik han på universitetet. Han udgav en novellesamling og derefter denne, som er hans første roman. Vi er i Ohio blandt folk på den sociale skyggeside. Mennesker bor i huse bygget af ciborex blokke med  blikplader som tag. Det flyder med cola- og øldåser, pizzabakker, knækkede møbler og defekt husgeråd. Der bliver drukket tæt, og caféerne er snuskede med lunkne pommes frites og fedtede pølser smurt ind i ketchup. Willard Russels kone er døende af kræft. Han beder og ofrer til gud i en uendelighed med dræbte dyr, men hun dør og Willard vil ikke leve uden hende. Sønnen opfostres hos bedsteforældrene. Et afdanket par kører rundt og samler blaffere op, som de fotograferer og skyder, der er præsten, der kun har mindreårige piger i hovedet, og der er den korrupte sherif. Der er prædikanten, som dræber sin kone for at bevise, at han kan oplive de døde. Det er vildt det her, skrevet så englene synger lige så råt som miljøet er tegnet. Det er spændende og det hele hænger sammen i en samlet fortælling, hvor man føler at man er med inde i det hele. Jeg forstår de priser bogen har fået. Kom igen Pollock, lad mig føle sveden og stanken og sprutten og frygten og alle de nuancer, som der også er.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *