Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Nicole Krauss: Det store hus
Oversat af Juliane Wammen
Gyldendal 2012
350 sider
Pris 299 kr.
Dette er Nicole Krauss tredje roman, og hun skriver hamrende
godt. Titlen: Det store hus refererer til Kongernes bog, hvor Jerusalem blev
brændt og måtte opbygges på ny. Men det handler bogen slet ikke om. Centralt i
bogen er et kæmpestort antikt skrivebord med 19 skuffer og de mennesker, der
gennem årene har haft skrivebordet, men handlingen er svag, og den røde tråd i
den er meget tynd. I stedet får vi en pragtfuld, melankolsk beskrivelse af
mennesker, som føler, lever, elsker og dør. I starten af bogen har den
chilenske digter Varsky skrivebordet, han låner det ud til forfatteren Nadia,
men efter flere år og syv romaner kommer Leah og hævder at være Varskys datter,
hun vil have skrivebordet tilbage, hvilket hun får. Men hvordan fik Varsky
skrivebordet, og hvor stammer det fra. Som handling er det jo ikke ophidsende,
men de mennesker, vi møder, de lever, lever, og jeg læser fascineret og
imponeret videre, hvor er det dog en dejlig bog.