Bjarne Reuter: Den iranske gartner
Gyldendal 2008
288 sider
Pris 299 kr.
Her har vi Bjarne Reuter for fuld udblæsning. Og det klæder ham. Arveprinsen skyder den iranske gartner ved en slags vådeskud, så gartneren findes med hovedet nede i gryden med minestrone iklædt brystholder og latexbukser. Politiet ønsker at dysse sagen ned, undgå pressen og få liget skaffet af vejen, og det er lige hvad de 2 klodsede politimænd gør. Alt hvad de rører ved går galt, og alligevel høster de den højeste ros fra Kongehuset og politimesteren.
Bogen syder af indestængt latter, og alle står for skud: Statsministeren, Lars Løkke Rasmussen, rockerne, indvandrerbanderne, spindoktorer, Københavns biskop, hoffet og flere endnu. Det er simpelthen kosteligt, det her. Man læser med et saligt smil om læberne og ærgrer sig, når bogen er færdig, man vil have mere.