Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Håkan Nesser: De venstrehåndedes forening
Oversat af Jan Mølgaard og Agnete Dorph Stjernfelt
Modtryk 2018
462 sider
Pris 299 kr.
Håkan Nesser har gjort det igen, skrevet en fascinerende kriminalroman, hvor de gamle detektiver Van Veeteren og Gunnar Babarotti endelig møder hinanden. Forhistorien er tyve år gammel. To drenge i folkeskolen er venstrehåndede. De er lidt udskudt blandt kammeraterne og danner derfor De venstrehåndedes forening. De holder til i et loft lokale og foreningen vokser til i alt fem medlemmer. 30 år senere bliver fire medlemmer af foreningen dræbt ved en mordbrand. Branden menes at være påsat af det femte medlem, men han er forsvundet. Han dukker imidlertid op som lig 21 år senere, og det viser sig, at han er myrdet. Der går altså en morder rundt, som fortjener at blive straffet. Van Veeteren er efterhånden blevet 75 år og er for længst pensioneret, men det er ham magtpåliggende at finde denne morder. Bogen er spændende og er meget charmerende skrevet med brug af et typisk gammelmandssprog, som så bliver tolket af hans kone, der er med i efterforskningen hele vejen. Gunnar Babarotti kommer med i teamet, og talrige teorier bliver luftet. Til sidst bliver morderen lokket i en fælde. Det er en varm bog, der foregår dels i Holland, dels i Sverige. Den kan jeg varmt anbefale.