De tre musketerer

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

dumas

Alexandre Dumas: De tre musketerer

Oversat af C.E. Falbe-Hansen

Gyldendal 2016

826 sider

Pris 200 kr.

Dette værk blev skrevet i 1844 og er blevet en klassiker. Der foreligger nu denne ny oversættelse, som er ganske pragtfuld. Hovedpersonen er d’Artagnan, der knap tyve år gammel tager til Paris på en gul udslidt hest for at søge ind ved kongens musketerer. Han er et brushoved og har ikke været mange minutter i Paris, før han fornærmet har udfordret tre musketerer til en fægteduel med den ene efter den anden. Musketererne er kongens mænd, mens garderne er kardinalens mænd. Vi er i begyndelsen af 1600 tallet. Duellerne bliver ikke til noget, da garderne optræder på scenen og vil arrestere d’Artagnan og musketererne for de ulovlige dueller. Det bliver en kamp mellem musketererne og d’Artagnan på den ene side og garderne på den anden – naturligvis vinder vore venner: D’Artagnan, Athos Porthos og Aramis. Disse fire hænger nu sammen som ærtehalm, og vi skal følge dem gennem flere hundrede sider i prægtige dueller, hemmelige intriger, amorøse eventyr samt ærinder altid i kongens eller dronningens interesse. Det er spændende læsning, dette her, enhver bør mindst en gang i sit liv læse De tre musketerer. Så ved man, hvad venskab er.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.