Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Lau Aaen: Dagpengeland
Gyldendal 2012
198 sider
Pris 200 kr.
Lau Aaen er 29 år og uddannet akademiker, cand. scient. adm.
Efter embedseksamen var han arbejdsløs og blev af kommunen sendt på et
jobsøgningskursus på fire uger hos en privat virksomhed, hvor han i et hold af vidt
forskellige mennesker skulle lære at skrive ansøgninger, gå til jobsamtaler,
stå op om morgenen, give håndtryk på den bedste måde, få massevis af selvtillid
og gå på mod. Det er nemlig ens personlighed, der tæller, når man søger job,
ikke nødvendigvis ens kvalifikationer. Underviserne – eller udviklerne – er
ikke-uddannede eller kortuddannede, om man vil, og de kan se igennem et
menneske på et splitsekund, det er bare en gave de har, ikke noget man kan læse
sig til. Her hedder de Britta og Jytte, og de fremstår knivskarpt, de ved
nemlig lige bestemt, hvad det er arbejdsgiverne vil have, og det skal bankes
ind i kursisterne. Det her er hyleskægt, man griner under læsningen, det er
grotesk og man tror karikeret, men det er det tragiske ved det, at det er det
ikke. Kurset eksisterer, det foregår som Aaen beskriver det, de viste overheads
er originale. Og så er det beskrevne kropssprog lige i øjet. Sjældent har jeg
moret mig så godt – og med så dårlig en samvittighed.