Anmeldt af Eline Andersen
Camilla Biesbjerg Markussen: Brødglæde
Muusmann Forlag 2023
157 sider
249,95 kr
Egentlig var jeg blevet træt af brød – altså som bagedisciplin. Det duftede jo ganske hyggeligt, men når så bødet kom ud af ovnen, så blev det lynhurtigt spist af en horde ’smagløse’ familiemedlemmer, som nærmest ikke smagte på kunstværkerne.
Men jeg har fået lysten tilbage – ikke fordi den sultne familie er blevet bedre til at anerkende det hjemmebagte, men fordi jeg selv i højere grad er blevet stolt og glad for at bage igen. Og jeg vil vove den påstand, at det er Camilla Biesbjergs fortjeneste. Med hendes nye bog, Brødglæde, har jeg også selv fået glæden tilbage. Det har jeg, fordi hun stiller sig på min side og med 50 fine opskrifter disker op med nemme og hurtige opskrifter. Her er nørdet nøjagtigt til mit niveau – dvs husmoderhylden og så lykkes bagningen. Og når det lykkes, så er det ren brødglæde.