Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Giorgio Faletti: Bravo
Oversat af Lorens Juul Madsen
People’s press 2011
400 sider
Pris 299 kr.
Giorgio Faletti er en italiensk jurist og forfatter, som har
flere krimier på samvittigheden. Han angives at være Italiens mest populære
krimiforfatter, og det er der naturligvis en grund til. Han skriver godt, laver
et forrygende plot og holder spændingen hele vejen igennem. I denne roman
hedder helten Bravo, og han har ikke nogen pik. Den har mafiaen skåret af med
et barberblad, da han lagde an på den forkerte pige. Bravo er alfons i den dyre
ende. Han har en flok luksusludere, som han lejer ud til formuende og
betydningsfulde personer. Vi er i Milano i 1970erne. Penge tælles i lire, og
det skal man lige vænne sig til. Den lyssky underverden trives og Bravo er en
del af denne uden at være en skurk. Der er mord, mafia, kidnapninger, terror,
Aldo Moro sagen er en varm kartoffel. Gennem hele bogen anes det, at Bravo har
sin egen dagsorden, men hvad den går ud på, får vi først at vide til slut,
efter at han har snydt mafiaen, og politiet jagter ham intenst. Han møder
Carla, en gude smuk kvinde, som han vil have ind i sin stald, men der er noget
med denne Carla, hvem er hun, og hvad vil hun? Det er en god bog. Der er
momenter i den som virker kunstige, men det tager jeg med. Jeg har været
glimrende underholdt.