Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Natasha Solomons: Mr. Rosenblums liste
Oversat af Annelise Schønnemann
People’sPress 2011
311 sider
Pris 299 kr.
Her er en charmerende, lærerig og morsom bog. Natasha
Solomons har taget afsæt i sin bedstefars historie og skrevet denne perle. Jøden
Jakob Rosenblum ankommer sammen med sin kone Sadie til England i 1937 på flugt
fra nazisterne i Berlin. Ved ankomsten får de udleveret et hæfte fra den tysk-jødiske
hjælpekomite: ”Mens De er i England, råd og vejledning for flygtninge.” Den
indeholder en lang liste af anbefalinger for opførsel, f.eks. man må kun tale
engelsk på gaden, man bør ikke deltage i politiske møder, man skal ikke tiltrække
sig opmærksomhed. Jakob Rosenblum gør alt, hvad han kan, for at følge alle
disse råd til punkt og prikke. Han ændrer sit navn til Jack, får syet sit tøj i
Savile Row, køber en klassisk engelsk Jaguar, og han tilføjer nye punkter til
listen. Han har oparbejdet et tæppevæveri, som går godt, men han er alligevel
ikke et fuldgyldigt medlem af det engelske samfund. Som punkt 150 på sin liste
skal han være medlem af en prestigefyldt golfklub. Imidlertid får han afslag
alle de steder, han prøver, så han køber en ejendom i Dorset for at anlægge sin
egen golfbane, og det kommer der en herlig historie ud af. Hans kone holder
fast ved sine rødder i det tyske, og det lykkes aldrig Jack at forstå
spidsfindighederne i den engelske kultur – men hans forsøg er alle pengene
værd.