Bæredygtig gourmet

Plantebaseret festmad uden spild

Anmeldt af Eline Andersen

Gittemarie Johansen: Bæredygtig gourmet
Muusmann 2023
209 sider
279,95 kr

Så har vi balladen igen! En evig diskussion hjemme om hvorvidt man kan servere gourmetmad, som er bæredygtig og plantebaseret. Men med Gittemarie Johansens nye bog, Bæredygtig gourmet om plantebaseret festmad uden spild er der ikke mindre end 209 siders overbevisende argumenter for, at selvfølgelig kan man lave gourmetmad efter bæredygtige principper, plantebaseret og som ikke mindst ligner 5 fede michellinkokkes værk.

Det er en appetitlig servering af skønne anretninger, som får munden til at løbe i vand. Ja, jeg har faktisk netop nu udvalgt og komponeret nytårsmenuen. Den skal selvfølgelig være i det nye års tegn; med fokus på lækkerhed og grønne, lokale varer. Samtidig har jeg fået god inspiration til både borddækning, og tips til, hvordan jeg minimerer spild i køkkenet og reducerer forbruget.