Alle indlæg af Ib Ahnfeldt-Mollerup

Killer, Killer

Anmeldt af Eline Andersen

killer_0
Morten Ellemose: Killer, Killer
Gotisk Krimi  2014
302 sider
Pris 182 kr.

Indrømmet: Jeg læser normalt ikke blodige romaner – for jeg bliver hjemsøgt om natten af karaktererne. Derfor har bogen Killer, Killer ligget længe på natbordet med sin voldsomme titel og naget mig – naget mig med det plot, jeg var sikker på at skulle bevæge mig ind i – naget mig som anmelder – kunne jeg overvinde angsten for uhyggen og kaste mig ud i den drabelige læsning.
Det blev Halloween-tid – hvor uhyggen er blevet stueren og efterårsferien har lagt sin beroligende langsomhed ned over ugen. Begge unger er ude af hytten og romanens udfordring skriver sig med blodspor ind i eftermiddagen, når en seriemorder sætter valget op mellem datter eller søn. Hvem kan tage et sådan valg? Og hvem kan være så ondskabsfuld?
Handlingen udspiller sig i New York, hvor en seriemorder er løs. Vi følger vicekommissær Anatolli Barritsch. Han og assistenten Karen Walsh er sat på sagen og de får hjælp Mordechai Rheingold, som er religionshistoriker.
Læseren bliver vævet ind i et blodigt plot, der både involverer gammel hævn, skjult broderskab og bødler.  Romanen er skrevet i højt tempo og man bliver hurtigt lidt forpustet af tempo og voldsomhed – men hvis man skal supplere græskarmanden foran døren med lidt blodig lekture her i efterårsmørket – er Killer, Killer helt klart et oplagt bud”

 

To mand frem for en enke

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

dahl

Arne Dahl: To mand frem for en enke

Oversat af Anders Johansen

Modtryk 2014

535 sider

Pris 299 kr.

Arne Dahl har skrevet endnu en krimi om Europols specielle indsatsgruppe Opcop, og den er drønspændende. Lederen Paul Hjelm skal sende alt sit mandskab ud i verden, til Kina, Mexico, Spanien, Italien, USA, og han sender dem ud parvis, to mand frem for en enke. Plottet har flere strenge. En bindegal og kynisk mand synes at have genmanipuleret nyfødte drengebørn, så de bliver ekstremt muskuløse. Når de bliver atten år, kan han sælge dem som håndgangne mænd til den højst bydende. Samtidig er et nyt euforiserende stof dukket op på markedet. Det slår alt, hvad man kender, når man taler effekt. Fabrikken ligger i USA. Forsyningsvejen til Europa er gennem New Yorks havn til Sicilien. Her står den italienske mafia klar til at tage over. Men ingen stoler på nogen, og alle vil have penge. Så amerikanerne vil have styr på mafiaen i Italien, og Opcop vil have styr på både italienerne og amerikanerne. Det skal der nok komme et brag ud af, og det kommer der også. Arne Dahl bruger mange mennesker i sin bog, og de hedder navne, som er svære at huske for en dansker, man skal lige holde hovedet koldt, men det er svært, når det er en fuldblodsthriller, som er spændende, men alle trådene bindes sammen til slut. Verdens problemer er ikke løst, men et lille stykke vej er denne Opcops gruppe kommet. Jeg kan lide Dahls sprog og hans evne til at gøre handlinger levende, han kan bare vende tilbage med den næste bog, jeg skal nok være der.

 

Hestens fødselsdag

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

Image1

Sidsel Falsig Pedersen: Hestens fødselsdag

Tiderne skifter 2014

120 sider

Pris 249 kr.

Falsig Pedersen kan skrive. Det har hun vist os før, og hun gør det igen i denne lille charmerende bog. Kvinden, hovedpersonen, arbejder på et kontor. Der har hun skabt sine egne systemer, men nu får hun en ny chef, og han vil det anderledes, ulven kalder hun ham. Først har de et kort forhold, og derefter elsker hun at hade ham, så meget at hun bider ham i armen, så det bløder. Hun bliver fyret, men hun får hurtigt et andet job som rengøringsassistent i en forlystelsespark. Det er en depressionsroman, men den er morsom og meget rammende. Som læser elsker man denne grå og slagfærdige kvinde med hendes udslet over hele kroppen, men hun er dygtig til at gøre rent og bliver viftet om næsen med at få kontoret i stedet for lokummerne. Vi kommer helt ind i hende og forstår hende, selv om hun ikke forstår sig selv. Hun har rugbrødsklemmer med i madpakken – ikke skiveskåret, deraf hestens fødselsdag, tillykke til den og til Falsig Pedersen, hun har skrevet en prima roman.

 

Eremitten

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

rydahl

Thomas Rydahl: Eremitten

Forlaget Bindslev 2014

516 sider

Pris 250 kr.

Thomas Rydahl var elev på forfatterskolen for 15 år siden, men først nu debuterer han med en roman, og den er usædvanligt vellykket. Den er også lang, flere end 500 sider, men det gør ikke noget, sindigheden i bogen og detaljerigdommen er et plus for den, man lever med i denne gamle mands liv og tanker. Han hedder Erhard og er omkring 70 år gammel. For 15 år siden flygtede han fra kone og børn i Danmark og slog sig ned som eneboer og taxachauffør på den forblæste turist ø Fuerteventura. En dag står der en sprit ny bil på stranden med en papkasse på bagsædet, der indeholder en et par uger gammelt men dødt barn. Ingen savner tilsyneladende barnet, ingen kender noget til, at en pige har været gravid og nu ikke er det mere. Det bliver en besættelse for Erhard at finde moderen og klarlægge historien bag denne tragedie. Han kommer vidt omkring, fra øens økonomiske overklasse til de prostituerede, og nogen vil helst se ham død. Hans ven forsvinder efter at have banket sin kone ind i hjernedøden, og Erhard tager sig af hende på en højst utraditionel måde. Der forekommer mord, svindel med kaprede containerskibe, bestikkelser er helt i orden i miljøet, og vold er dagens orden. Trods alt klarer Erhard sig uden ret mange penge i sit forfaldne ensomt beliggende hus, hvor denne rare mand føler sig hjemme med sine to geder. Jeg kan kun give bogen de bedste anbefalinger.

 

Doktor søvn

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

king

Stephen King: Doktor søvn

Oversat af Jakob Levinsen

Hr. Ferdinand 2014

545 sider

Pris 299 kr.

I 1980 kom på dansk Kings Drengen der skinnede. Det var en fantastisk gyser, og nu har King modet til at sende en efterfølger til dette værk på markedet. Doktor søvn er King værdig. Vi møder nu Dan som voksen, han er alkoholiker, men han slår sig ned i en lille by, hvor Anonyme alkoholikere får ham tørlagt. Dan kan skinne. Det betyder at han kan tankelæse, forudsige hændelser i den nære fremtid, kommunikere inde i sit hoved med andre, der kan skinne, kan sætte sig ind i andres hoveder og styre dem. I byen bor Abra, en femtenårig pige, der er fænomenal til at skinne, og naturligvis begynder Dan og hun at kommunikere. De sande forbundne er en gruppe vampyrlignende skabninger, der i beboelsesvogne kører rundt i USA. De lever af at indånde damp, den sidste ånde af mennesker før de dør under tortur. Mennesker, der kan skinne er de bedste til at levere damp, og nu har de lokaliseret Abra, der vil kunne forsyne dem med damp til flere år. Hende vil de have, dræbe og tage hendes damp. Naturligvis holder vi med Abra mod de stygge vampyrer, og det bliver et spændende plot, hvordan det hele skal spænde af. Bogen er velskrevet, og kan man lide King, må man ikke snyde sig for denne. Der er overnaturlig action og finurlige detaljer i det skinnende univers, jeg kan godt lide den, alle 545 sider.

De mørke mænd

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

oxen

Jens Henrik Jensen: De mørke mænd

Politikens forlag 2014

473 sider

Pris 300 kr.

Jens Henrik Jensen har her skrevet en kvalitetsthriller, som sjældent ses. Sådan set er det en fortsættelse af Jensens tidligere thriller De hængte hunde, men man kan sagtens læse den uden at have læst om hundene. Der er den samme helt, Niels Oxen, højt uddannet jægersoldat med kamperfaring fra verdens brændpunkter, hvorfor han også er Danmarks højst dekorerede soldat, men han har nu fået post traumatisk stress syndrom. Vi møder ham her mens han traver rundt med sin sovepose og overnatter – hvor som helst. Denne nat er han i et skur på et øde liggende dambrug. Om natten hjælper han den gamle dambrugsejer, der bliver udsat for et indbrud og røveri, og Oxen slår sig ned i et forfaldent hus ved dambruget, hvor han hjælper til. Danehof er en lille gruppe yderst indflydelsesrige mennesker, som vil Oxen til livs, fordi han har en afslørende videofilm af landets justitsminister. Danehof hyrer et engelsk elitesoldat hold til at finde Oxen, men han er ikke så nem at få fat på. Der er en del skyderi og mord i bogen, og alle jager Oxen, politiet, elitesoldaterne, PET og bogen bliver ekstremt spændende. Den er bare en fornøjelse at læse, ham Jensen har gjort sit hjemmearbejde godt, og skrive det kan han. Det skal være en trilogi med Oxen, så jeg venter spændt på sidste bind.

 

 

Med kup og kaffelikør

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

kaffe

Catharina Ingelman-Sundberg: Med kup og kaffelikør

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

People’s Press 2014

379 sider

Pris 250 kr.

Støvsugerbanden og Egon Olsen filmene har ikke været forgæves. Der er nu dukket bøger op, hvor gamle mennesker forsøder og beriger deres liv med kriminalitet, for eksempel Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt og En mand der hedder Ove. Nu er så denne kommet om fem gamle mennesker på et plejehjem, der synes, de har et ringe liv. Der skal skæres ned på alle områder på hjemmet, kaffen er rationeret, de kan ikke komme og gå som de vil, maden er ikke hjemmelavet af friske råvarer, Det hele bliver styret med hård hånd af en despot, så Märtha på 79 år beslutter at gribe ind sammen med fire andre medlemmer af et kor, de har haft. De vil i fængsel, der får de frisk mad hver dag, kommer på udetur hver dag, de behøver ikke at bekymre sig om noget som helst. Først skal de lave kriminalitet. De planlægger at stjæle to meget kostbare malerier fra museet, kræve løsesum, som de vil give til gavn for ældre, så de starter med at indlogere sig i suiten på et luksushotel og leve som grever. De har naturligvis ikke tænkt sig at betale for det. Først røver de hotellets værdiboks, og dernæst går det løs. Bogen er underholdende, og den er også morsom uden helt at kunne leve op til Den hundredeårige. Jeg synes, at de er nogle rigtige guttermænd disse gamle nisser, jeg skal bare være nogle år ældre, så er jeg blevet inspireret til at stjæle en bil og hoppe fra hotel til hotel i Europa uden at betale hotelregningerne. Hvad pokker, når man er over firs hvad har man så at tabe.

 

 

 

Vi ses deroppe

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

lemaitre

Pierre Lemaitre: Vi ses deroppe

Oversat af Karsten Nielsen

Lindhardt & Ringhof 2014

529 sider

Pris 350 kr.

Lemaitre er kendt som krimiforfatter, men nu har han begået denne genistreg, som har fået Frankrigs mest prestigefyldte litterære pris i 2013. Det er fortjent, for den er fabelagtig god. Vi er i første verdenskrigs sidste dage. Franskmændene vil lige erobre et lille stykke land mere. Soldaten Albert bliver under slaget skubbet ned i et granathul af den lede løjtnant Henri, og Albert kan ikke komme op. En ny granat begraver ham, men en kammerat, Edouard, graver ham fri men bliver selv ramt af skud og får sit underansigt skudt af. Vi følger nu de tre mænd efter krigen, og det er grove løjer. Henri går efter hurtige og nemme penge. Alt skrottet fra krigen, kampvogne, våben, mandskabsvogne, alt køber han op og sælger. På markerne i Frankrig ligger millioner af døde franskmænd og tyskere begravet, de skal graves op og lægges i kirkegårde anlagt til det samme. Henri får entreprisen, men han snyder på vægten og leverer kister, der kun er 130 cm lange, han bruger sort arbejdskraft, som er lige glade med, om det er en tysker eller en franskmand, de begraver, tilfældige navne kommer på korsene, og det hele er et forbandet roderi. Albert tager sig af Edouard, som er en benådet tegner, og de fusker også. De vil tilbyde kommunerne mindesmærker for de faldne, som Edouard tegner, kommunerne skal så indbetale et forskud inden d 14. juli, hvorefter planen er at stikke af med kassen, når alle forskudene er hjemme. Det er pragtfuldt skrevet det her, let og flydende med en humoristisk undertone. Jeg læste og læste fascineret og kan kun klappe i hænderne og råbe bravo ud i min stue. Sådan kan det altså gøres – og så er det ikke engang fiktion alt sammen.

 

 

 

Zack

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

zack

Mons Kallentoft & Markus Lutteman: Zack

Oversat af Birgitte Steffen Nielsen

Politikens forlag 2014

426 sider

Pris 150 kr.

Der er kommet en ny krimihelt på banen opfundet af de to forfattere, og det er planen, at der skal følge flere bind efter. Helten hedder Zack Herry, og han er en sammensat natur. Han er kun i tyverne i alder men allerede kriminalkommissær. Zack er veltrænet med sort bælte i karate, men han er plaget af sine indre dæmoner, hvorfor han er søvnløs med mareridt og tager både kokain og amfetamin. Trods søvnløshed og stofmisbrug er han i stand til at klare det mest utrolige rent fysisk, og ligene flyder i hans kølvand. I denne bog myrdes orientalske massagepiger i Stockholm, og den mulige morder kan være en ekstrem racist, en højreorienteret rockerbande, eller en tyrkisk bande, der vil ind på markedet. Bogen starter konventionelt, men noget inde i bogen bliver den spændende som den action thriller den er, og den formår at samle alle de løse ender op. Den er også velskrevet, men begge forfattere er også rutinerede herrer. Jeg tror ikke, at jeg kan lide personen Zack. Han har en fast veninde, som han bedrager, han er for hurtig på aftrækkeren, er for meget James Bond og Carl Hamilton og for lidt Harry Hole. Men spændingen og plottet er der, så jeg vil også læse de næste bind.

Peters død

Anmeldt af Ib Ahnfeldt

køge

Katrine Marie Guldager: Peters død

Lindhardt og Ringhof 2014

147 sider

Pris 195 kr.

Dette er Guldagers fjerde bind i hendes Køge-krønike, og vi er kommet til 1972. Krøniken omhandler familien med faderen Peter, der var gift med Lilly, som forlod ham for at flytte ind hos Ib Berthelsen i København. Børnene Henry og Leonora blev hos deres far, mens den mindste, lille Ib, fulgte moderen. Peter blev forlovet med Ella, men han brød forlovelsen, og nu sker der det, at Peter dør. Vi følger børnene Henry og Leonora, som ikke trives godt med hinanden. Henry er blevet far og er flyttet i kollektiv med sin gravide kone, Leonora er gift med en god mand, hun ønsker sig et barn, men efter mange år er det endnu ikke lykkedes. Historien om det venstreorienterede kollektiv står meget stærkt og rammer lige på kornet, sådan var det omkring 1970, det er en fryd at få det beskrevet så levende, det er ikke Henrys kone, der skal have et barn det er hele kollektivet, som skal være forældre til den lille ny, selv om Henrys kone ikke er enig. Det ender naturligvis ikke spor godt, hvordan skal man læse sig til. Dette bind er et værdigt fjerde bind i krøniken. Det er velskrevet, fængslende, og man behøver ikke nødvendigvis at have læst de foregående bind for at følge med. Jeg spekulerer på, om der kommer et femte bind, jeg vil gerne følge med en tid endnu.