Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup
Andrew Kaufman: Alle mine venner er superhelte
Oversat af Mette Sø
Republik 2012
118 sider
Pris 146 kr.
Denne lille bitte bog på bare 118 små sider er noget af det
mest spændende, morsomme, romantiske, som jeg nogensinde har læst. Det er en
sproglig perle fyldt med overraskelser og med et overskud uden lige. Tom er
hovedpersonen og den eneste, der har et navn. Han har giftet sig med
perfektionisten, der på sin bryllupsdag blev hypnotiseret af en tidligere
kæreste til ikke at kunne se Tom. Nu har de så været gift i et halvt år, og
perfektionisten kan stadig ikke se Tom. De sidder i et fly til Vancouver, vil
perfektionisten kunne se Tom, når de lander? Bogen er umulig at beskrive ved
andet end superlativer, måtte den blive årets julegave.