Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Pierre Lemaitre: Alex
Oversat af Elisabeth Ellekjær
Lindhardt og Ringhof 2014
352 sider
Pris223 kr.
Her er et brag af en fransk krimi, der udfordrer fantasien og fortæller lige ud, hvor sadistisk og ond, man kan være, hvis man er psykopat. Naturligvis er bogen prisbelønnet, og havde jeg priser at uddele, ville jeg give dem alle i år til denne forfatter. Alex er en tredve år gammel kvinde, der pludseligt overfaldes på en vej i Paris og bortføres, for at blive tortureret. Vi får alle detaljerne i torturen, det er meningen, at hun skal ædes levende af rotter. Jeg kan godt røbe, at hun slipper ud af det, men her er bogen slet ikke slut. Hun har en masse gerninger foran sig, og som læser spørger man hele bogen igennem, hvorfor blev hun bortført, hvorfor gør hun, som hun gør, det kan næsten ikke gøres grusommere, men der kommer en forklaring på det hele, der afslører hende først som et offer, dernæst som en gerningsmand og til slut igen som et mutileret offer, som man næsten tilgiver hendes gerninger. Det er brand spændende, det er så makabert, som det overhovedet kan blive, det er sprudlende skrevet, og vores politimand Camille er hele tiden et skridt bagefter Alex. Læs den, hvis du tør, jeg har stadig en klump i maven som efterveer til bogen.